Interview

Min far er trommeslager – ikke professionel, men siden jeg blev født, har der altid stået trommesæt hjemme hos os. Derfor var mit første instrument faktisk trommer. Jeg begyndte bare at spille til de plader, vi havde derhjemme. Der blev dog ikke lyttet meget til jazz hjemme hos os. I stedet hørte vi kunstnere som Earth, Wind & Fire, The Ohio Players og George Benson.
Min egentlige musikalske udvikling begyndte som 10-årig, da vi fik et klaver. I begyndelsen spillede jeg efter gehør og lod mig inspirere af min far. Senere fik jeg klassisk undervisning, selv om jeg ikke altid var lige flittig til at øve mig.
I stedet for at spille stykkerne præcis, som de var skrevet, syntes jeg, det var langt sjovere at udvikle mine egne melodier inden undervisningen eller fortolke og omforme stykkerne frit. Det så min lærer ikke som en svaghed, men en styrke og sagde, at jazz ville matche mig bedre.
Mødet med denne mentor – og især det at høre Oscar Peterson for første gang – blev et vendepunkt. I det øjeblik vidste jeg, at jeg ville være jazzmusiker. At spille klaver, rejse verden rundt og optræde for mennesker er stadig det, der betyder mest for mig og giver mig størst glæde.

Mange individuelle stemmer, én fælles lyd

I 2004 flyttede jeg til New York, og et år senere, i begyndelsen af tyverne, blev jeg en del af Jazz ved Lincoln Center Orchestra, under ledelse af Wynton Marsalis. Bandet har sin helt egen lyd og en lang historie, som vi stadig fortsætter.

Siden da har gruppen udviklet sig stærkt. Vi er 15 musikere, alle med vores egen signatur, som solister såvel som komponister og arrangører. Som pianist er min vigtigste opgave at understøtte de øvrige musikere. Når jeg er omgivet af 14 musikere, opstår der hele tiden nye behov bag hver solo. Rytmesektionen er konstant på arbejde, og selv om det er krævende, er det netop udfordringen i at give hver musiker det, der er brug for, på det rette tidspunkt, som motiverer mig.
Jeg står på scenen med legender fra flere forskellige genrer, som Norah Jones og Willie Nelson. Og jeg husker for altid, da Willie Nelson inviterede os med i sin tourbus. Det var noget særligt at tilbringe tid sammen med ham, ikke mindst på grund af hans helt særlige position. Man ved aldrig helt på forhånd, hvad man kan forvente, men i de fleste tilfælde er kunstnere af den kaliber overraskende jordnære, åbne, varme og imødekommende.
Jeg er overbevist om, at musik med rødder i ældre stilarter rummer en særlig tidløshed. Mange genrer bygger på den tradition – selv countrymusikken har stærke rødder i blues. Når vi arbejder med musikere fra forskellige musikalske retninger, fokuserer vi på det, der forener os, og det fælles udgangspunkt finder vi ofte i bluesen og i fortællingen.

”Swing” og ”samtale”,
jazzens konstanter

For mig er det, der altid er en del af jazzen og hører til traditionen, først og fremmest swing. Det er selve essensen af jazz. Samspillet mellem ottendedele og trioler, der løber side om side, giver musikken dens særlige karakter. Bluesen er også en uadskillelig del af fundamentet.
Men lige så vigtigt er elementet af samtale. Jazz lever af at lytte og give plads til andre. Uden denne udveksling vil der ikke være nogen reel interaktion. Jeg spiller noget, som min modpart reagerer på. Det er en konstant udveksling, og netop dét præger vores musik.
Mit forhold til det tøj, jeg har på på scenen, har også ændret sig. Tidligere tillagde jeg det ikke den store betydning, men i dag er jeg langt mere bevidst om det. Et velplejet og harmonisk udtryk er vigtigt for mig. For mig er et jakkesæt også et tegn på respekt for musikken og for dem, der har været med til at forme den. Når man ser tilbage, har jazzmusikere næsten altid været elegant klædt. For mig er det en naturlig del af det at stå på scenen.

Denne gang havde jeg mulighed for at gå med flere King Seiko-modeller. Jeg lagde især mærke til KSK, en model, der rummer en klar og tidløs skønhed - trods urets enkelhed. Jeg var især tiltrukket af dets rolige, klassiske karisma. Uret virker aldrig påtrængende, og alligevel har det alt, hvad man behøver. Alt er pænt afbalanceret.
En anden model, der imponerede mig, er det nye titanium VANAC. Det ser både kraftfuldt og ekstremt elegant ud. Den blankpolerede overflade fanger straks øjet. Det, der overraskede mig mest, var, hvor let det er. Som pianist mærker man den slags. Et lettere ur er ganske enkelt mere behageligt at have på og mere praktisk i hverdagen. Modellen med den violette urskive er også utroligt smuk, men da jeg sjældent går med de farver, så passer en mere neutral version, som titanium, bedre til mig. Når det gælder den slags valg, lytter jeg gerne til min kone – hendes mening er nok den, jeg sætter mest pris på.
Der findes mange paralleller mellem ure og musik. Det mekaniske urs faste rytme minder om en metronom. I musik er tiden afgørende.
Rytmen er afgørende – man må hverken komme for sent eller for tidligt. Det handler om at ramme det helt rigtige tidspunkt. For mig afspejler urets præcise takt i samspil med musikken en livsholdning: at gøre tingene bevidst og på det rette tidspunkt.

Vær autentisk
og tro mod musikken

Lige nu underviser jeg på Seiko Summer Jazz Camp. I det tætte arbejde med små grupper på fem studerende pr. instrument bliver jeg gang på gang imponeret over deres store respekt for musikken og deres stærke ønske om altid at udvikle sig.
Mange tidligere deltagere er i dag selv en del af jazzscenen, og nogle af dem har jeg allerede haft fornøjelsen af at optræde med. Jeg værdsætter virkelig at være en del af det program.

Ligesom King Seiko gennem årtier har været tro mod essensen af urmageriet, må musikere også forholde sig til, hvad det vil sige at være autentisk.
For mig spiller det kun en begrænset rolle, hvor man kommer fra. Det afgørende er, hvor dybt man fordyber sig i musikkens sprog og kultur, og hvor langt man er villig til at gå for at mestre den, indtil udtrykket bliver helt naturligt.
I dag er det muligt at opdage og lære musik fra hele verden online. Netop derfor er det vigtigere end nogensinde ikke blot at efterligne andre, men at finde sin egen vej og fortsætte sin udvikling. Når man forbliver tro mod sig selv og dedikerer sig fuldt ud til musikken, kommer det også til udtryk i ens eget spil.
For mig er det den eneste vej til autenticitet – og til at skabe noget, der holder.